Juniormesterlære er et anderledes skoleforløb for elever i 8. og 9. klasse, hvor undervisning og praktik kombineres. Her får eleverne mulighed for at fordybe sig i praktiske fag og snuse til erhvervslivet på nært hold. Tilbuddet erstatter det tidligere EUD 8-9 og er en del af Vesthimmerlands Kommunes indsats for at styrke den erhvervsrettede undervisning i udskolingen.
For hvem?
Juniormesterlære er for dig, der:
Har lyst til at arbejde med hænderne og lære gennem praksis
Gerne vil prøve kræfter med erhvervslivet og få erfaring fra rigtige arbejdspladser
Ønsker en praktisk og motiverende afslutning på folkeskolen
Er klar til at tage ansvar og gøre en ekstra indsats
Er mødestabil og engageret i din skolegang
Sådan ser hverdagen ud
Forløbet er tilrettelagt med en kombination af skole og praktik:
Mandag og tirsdag: Praktik i en virksomhed eller på en erhvervsskole
Onsdag til fredag: Undervisning i dansk, matematik og engelsk
Derudover vil du deltage i virksomhedsbesøg og forløb på erhvervsskoler, så du får indsigt i forskellige job- og uddannelsesmuligheder.
En skole uden lektier
I Juniormesterlære er der ingen lektier. Til gengæld er der forventning om, at du arbejder målrettet i undervisningen og tager ansvar for din egen læring. Fagene er komprimeret, og det betyder, at du skal være fokuseret og selvkørende i skoledagene.
Praktik og samarbejde
Du kommer i praktik 2 x 3 uger om året
Der er tæt samarbejde med lokale virksomheder og erhvervsskoler
Du lærer om arbejdsmarkedet og udvikler dine kompetencer gennem praksis
Afklaring og fremtid
Som en del af Juniormesterlære får du støtte til at blive klogere på dine evner, interesser og fremtidige uddannelsesmuligheder. UU-vejledere følger dig tæt og hjælper dig med at finde den rigtige vej.
Du afslutter forløbet med prøver i dansk og matematik samt en evalueringssamtale, hvor du sammen med din lærer og vejleder ser tilbage på forløbet og taler om dine fremtidige mål.
Et fleksibelt tilbud
Der oprettes én klasse for 8. årgang og én klasse for 9. årgang. For elever, der ønsker at blive på deres nuværende skole, vil det være muligt at lave lokale forløb i samarbejde med virksomheder i nærområdet.
Praktiske oplysninger
Elever skal som udgangspunkt være selvtransporterende
Der afholdes informationsmøder og åbent hus for elever og forældre
Elever i 7. klasse inviteres til besøg og introduktion til Juniormesterlære